Perspektiv på arbejdet med mennesker, med særlige behovDet er præcist sådan det er
En kvinde fra et bo-tilbud havde et terapiforløb hos mig. Hun var vokset op med, at man ikke viste følelser. Det kom ofte til udtryk ved, at blev hun vred og gik ind til sig selv og lukkede andre ude, i stedet for at fortælle om dét der var svært. Hendes opførsel gjorde, at de andre beboere var bange for hende og hun skabte en dårlig stemning på fællesområderne eller når hun var ude til sociale arrangementer. Hun havde så svært ved at rumme følelser (på det tidspunkt, sorg) og når hun var ude, nærmest “kidnappede” hun en anden beboer til at være sammen med hende og det skabte konflikt hvis den anden beboer ikke ønskede at være sammen med hende.
Da jeg begyndte at have samtaler med hende, havde hun lige mistet sin morfar og var meget ked af det, men viste det ikke. Vi talte meget om morfaren, til at starte med rejste hun sig og gik, når hun kom til at græde (hun kunne simpelthen ikke være i følelsen). Som tiden gik, lærte hun at blive siddende og være ked af det og hun fandt ud af, at det ikke var forkert at vise sine følelser. Hun øvede sig i at fortælle, hvis hun havde haft en svær dag og oplevede omgivelsernes forståelse for hende og konflikterne af tog.
Vi arbejdede også med sociale historier, når jeg læste op hvad der var svært for hende, lyste hun op i et bredt smil og sagde “det er jo sådan det er”. De sociale historier blev en støtte for hende og hun viste dem til det personale som f.eks. skulle med i byen, så hun følte sig sikker på at alle var klar over hvordan hun havde det.
Set, hørt og forstået
En ung mand startede på et STU forløb, efter et halvt år udtalte han således ”det er det første sted, hvor jeg er blevet set som den jeg er og ikke kun min diagnose”.
Det er jo det det handler om
En ung mand blev henvist til mig, fordi det var svært for ham at være i hans nye dagtilbud. Der var tale om sorg over tab af personale, usikkerhed overfor det nye personale og hans store behov for at samarbejde, af frygt for afvisning.
Da vi skulle afslutte forløbet havde jeg lavet en sammenfatning af det vi havde talt om. Vi gennemgik materialet på smartboardet – sorgen, at mærke sig selv, kontrol, usikker og meget andet, udbrød han “det er jo dét, det handler om”.
Nu er det mig der taler og dig der holder kæft
……..Udbrød en ung mand smilende under en jeg-støttende samtale, mens han lænede sig tilbage i stolen og han havde helt ret. Han gav altid alle andre skylden og syntes, at det altid var ham det gik ud over. Han oplevede, at det ikke var farligt at tale sådan til mig og han blev styrket i, at det var ok at sige sin mening.
Jeg ville ønske, at min far havde talt med sådan én som dig, så kunne det være, at han forstod mig bedre.
Svarede en klient på mit spørgsmål om, hvorvidt han havde fået noget ud af vores møder.
En sagsbehandler kontaktede mig, da hun havde en ung mand som ikke kunne overholde aftaler og fastholde sit jobtilbud . Samtalerne foregik på rådhuset én gang om ugen – han mødte op til alle samtalerne, kom aldrig for sent og gik ikke før tid.