En kvinde fra et bo-tilbud havde et terapiforløb hos mig. Hun var vokset op med, at man ikke viste følelser. Det kom ofte til udtryk ved, at blev hun vred og gik ind til sig selv og lukkede andre ude, i stedet for at fortælle om dét der var svært. Hendes opførsel gjorde, at de andre beboere var bange for hende og hun skabte en dårlig stemning på fællesområderne eller når hun var ude til sociale arrangementer. Hun havde så svært ved at rumme følelser (på det tidspunkt, sorg) og når hun var ude, nærmest “kidnappede” hun en anden beboer til at være sammen med hende og det skabte konflikt hvis den anden beboer ikke ønskede at være sammen med hende.
Da jeg begyndte at have samtaler med hende, havde hun lige mistet sin morfar og var meget ked af det, men viste det ikke. Vi talte meget om morfaren, til at starte med rejste hun sig og gik, når hun kom til at græde (hun kunne simpelthen ikke være i følelsen). Som tiden gik, lærte hun at blive siddende og være ked af det og hun fandt ud af, at det ikke var forkert at vise sine følelser. Hun øvede sig i at fortælle, hvis hun havde haft en svær dag og oplevede omgivelsernes forståelse for hende og konflikterne af tog.
Vi arbejdede også med sociale historier, når jeg læste op hvad der var svært for hende, lyste hun op i et bredt smil og sagde “det er jo sådan det er”. De sociale historier blev en støtte for hende og hun viste dem til det personale som f.eks. skulle med i byen, så hun følte sig sikker på at alle var klar over hvordan hun havde det.
